Jeg er opvokset i en søskendeflok på 7 i Vestjylland, hvis særlige natur i høj grad har været med til at forme mig som menneske.

Især har to åer betaget mig som barn og ung: Storåen og Skjern Å, som er vidunderlige vandløb, der løber  igennem den vestjyske natur som klare strenge, der til enhver tid spejler himlen og vejret. Jeg fiskede sammen med min far, min lillesøster og mine brødre i de to åer op igennem hele opvæksten.

Skjern Å blev rettet ud i 1960'erne, hvilket skulle vise sig at være en katastrofe for åens oprindelige fauna og den omkringliggende natur. I 1990'erne blev åen så genslynget i forlængelse af et stort naturgenopretningsprojekt - den blev ført tilbage til sit naturlige snoede forløb.

"Opretning og genslyngning" har været væsentlige metaforer eller bagtæppe for mig i mit terapiarbejde, idet de fleste som søger psykologhjælp i mit regi lider under en slags smertefuld "opretning" med tab af indre glæde og vitalitet til følge. De ønsker sig brændende at komme tilbage til en oprindelig tilstand af naturlighed i krop og psyke - at få sig "genslynget" i metaforisk forstand.

Naturen er kilde til frugtbarhed og overflod, og til død og ødelæggelse ved tørke, oversvømmelse og hungersnød.

Vores omgivende natur er blevet tiltagende betydningsfuld, tiltrækkende, skrøbelig og dyrebar for mange mennesker. Vi står overfor naturen, vi flokkes i den, bevæger os i den, rejser i den, mediterer i den, vi gør os tanker om den, og vi forholder os til den – vi er en uadskillelig del af naturen. Og det gør ondt på os, når der bliver gjort vold på den. Fx når snoede åer bliver gjort lige.

Åndedrættet udgør et livsvigtig bindeled mellem os mennesker og den omgivende natur, og det er også gennem det, vi forbinder os med os selv fysisk, psykisk, mentalt og sjæleligt. Det er min erfaring fra det terapeutiske kropsarbejde, at langt de fleste mennesker længes efter at kunne trække vejret ”helt ned i maven”, efter at få luft ind imellem tankerne, at få udvidet lungerne ved et fuldbyrdet åndedræt og at opleve flow i hele kroppen - at komme til at kunne føle en naturlig strøm eller flow i krop, psyke og sind - af og til endda som en brusende elv.

De fleste kender til det med, at en samtale kan føles naturlig og flydende, også at den kan være anstrengt - pulsen imellem os kan umærkeligt blive begrænset og være uden flow.

På samme måde kan et kærlighedsforhold føles naturligt og brusende eller fordrejet og spændt, og et venskab kan miste sin naturlige lethed henover tid. Vores oplevelse af andre mennesker, af os selv og af verden synes jævnt hen bestemt af et underliggende spørgsmål om, hvad der føles naturligt og ikke naturligt.